Kenny Bruun Olsen (V) om budget 2018: ”Det er et valgbudget.”

Kenny Bruun Olsen retter kritik mod sit eget parti og budget 2018, som ifølge ham bruges til at lefle for vælgerne inden kommunalvalget. Foto: Casper Lykkegaard

Kenny Bruun Olsen (V) revser den budgetaftale, som Venstre og resten af byrådet for få uger siden ellers blev enige om. Han mener, at man deler gaver ud til vælgerne, fordi det er valgår.
Af Casper Lykkegaard

”Det er et valgbudget. Man budgetterer med underskud, og det har været alt for tungtvejende, at der er valgår. Selvom forliget er indgået i enighed i Venstres byrådsgruppe, synes jeg stadig, at det er på grænsen til det uansvarlige.”

Det mener Kenny Bruun Olsen. Bedst som man troede at alt var fredsommelighed, fryd og gammen i Fredericia Kommune, så fremsætter Kenny Bruun Olsen omfattende kritik af det forlig, som han og hans parti netop har været med til at indgå sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten. Forliget budgetterer med et underskud på 43 millioner, og pengene går især til mere velfærd, mens der også er øremærket 11 millioner til skolerne og 5 millioner til jobcenteret. Forliget skal stemmes igennem mandag d. 9. Oktober.

Værre end at skrabe kistebunden
Ifølge forsker i kommunal økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, så har Fredericia i mange år været kendt for at være en kommune, der først bruger penge, når man har dem. Men efter et år, hvor Fredericia har haft en stor økonomisk vækst, var indgangen til forhandlingerne denne gang, at det var tid til at skrue op for servicen. Socialdemokratiets første forslag budgetterede med et underskud på 75 millioner, og selvom det lykkedes at skrue markant ned for underskuddet, er Kenny Bruun Olsen stadig utilfreds med aftalen.

”Det værste er, at man ikke kan garantere, om det her kommer til at betyde besparelser og kæmpe sparedrenge de kommende år. Det her er ikke bare at skrabe kistebunden. Det er at bruge penge, som slet ikke er i kisten,” siger Kenny Bruun Olsen.

Kritikken er et lyn fra en skyfri himmel
Både Socialdemokratiet og Venstre er overraskede over Kenny Bruun Olsens udmelding. Hans egen gruppeformand i Fredericia kommune, Pernelle Jensen, der har været forhandlingsleder, er ikke enig i, at det er en valgårsaftale.

”Aftalen bærer ikke præg af valgår. Vi har været enige i gruppen om, at vi ville gøre noget ved det store underskud, der var i Socialdemokratiets forslag”, siger Pernelle Jensen.

Kenny Bruun Olsens kritik er overraskende for Pernelle Jensen, da der hele tiden har stået et samlet og enigt Venstre bag aftalen.

”Det er nyt for mig. Han har ikke kritiseret aftalen internt. Han har hele tiden været informeret, og Venstre har som samlet parti stemt for,” siger hun.

Forundring på tværs af partier
Også i Socialdemokratiet vækker det undren, og den politiske ordfører Ole Steen Hansen er også overrasket over kritikken.

”Jeg snakkede med Kenny så sent som i går, hvor han roste aftalen. Vi har hele vejen igennem haft et godt og konstruktivt samarbejde med Venstre.”

Ole Steen Hansens partifælle i Socialdemokratiet Henning Due stemmer i. Han mener, at aftalen har haft et konstruktivt forløb, og han forstår på ingen måde Kenny Bruun Olsens udmelding.

”Hans kritik er skudt fuldstændigt ved siden af. Aftalen er ikke et udtryk for, at vi har valgår, men derimod at vi er på sikker kurs,” siger Henning Due.

Det kulminerer mandag
Når aftalen på mandag skal vedtages, så kulminerer et helt igennem sundt og konstruktivt forløb. Det forsikrer både Pernelle Jensen og Ole Steen Hansen.

”Vi har været glade for samarbejdet med Pernelle Jensen og Christian Jørgensen fra Venstre. Jeg føler mig virkeligt ikke angrebet, men det må Venstres budgetforhandlere til gengæld gøre,” siger Ole Steen Hansen.

Valgårsbudget eller ej, så skal Venstre sammen med resten af byrådet stemme aftalen igennem mandag. Selvom Kenny Bruun Olsen forholder sig meget kritisk til budgettet, regner han stadigvæk med at holde sig til sin partilinje og stemme for forliget.