Juleaften med nærvær og flæskesvær til enlige i Hannerup Sogn

Præst Søren Thorsen og initiativtager Margit Hansen fortsætter snakken om julens højtid på torsdag den 5. oktober, hvor planerne kommer et skridt nærmere. Foto: Trine Marie Vestergaard

Tilmeldingerne er allerede begyndt at tikke ind til juleaften i Hannerup kirke, som skal give især enlige en hyggelig aften, når kalenderen viser 24. december. Præst kalder det fællesskabsfølelse, og konsulent for nærliggende Sønder- og Korskærparken bakker op om initiativet.

Af Trine Marie Vestergaard

Julen er for mange en særlig tid, hvor traditioner, religion og nærvær forenes. Men sådan er det ikke for alle. Et nyt arrangement i Hannerup kirke skal skabe et rum for fællesskab, og samle dem, der ellers havde planer om en jul alene. Det er første gang, projektet stables på benene, men lignende initiativer har levet i Fredericia i mange år.

”Idéen til arrangementet kom, fordi der manglede et tilbud til familier og dem, der ikke nødvendigvis har andre at fejre jul med. Dem vil vi gerne give en god aften her i kirken,” siger Margit Hansen, én af initiativtagerne i Hannerup Sogn.

I Fredericia har der i mange år været afholdt andre juleaftenarrangementer for mere socialt udsatte grupper. Frivilligcenter Fredericia afholder i år for 14. gang juleaften for ca. 70 socialt udsatte. IP. Smith gården har i over 20 år også skabt rammer for de ensomme ældre i Fredericia, der havde brug for selskab juleaften.

”Vi har talt om det i sognet før, og vi tror, der er et behov for sådan et arrangement. Nu bliver det til noget, fordi vi har nogle tovholdere,” siger Søren Thorsen, præst i Hannerup kirke.   

Folk skal mødes uanset baggrund

Søren Thorsen og initiativtager bag arrangementet Margit Hansen håber i høj grad, at forskellige målgrupper vil deltage i arrangementet, da dette vil skabe mangfoldighed.

Et af de områder deltagerne kan komme fra er Sønder- og Korskærparken, der ligger lige bag Hannerup kirkes lokaler.  Det er boligblokke, der indtil for fem år siden lå under for ghetto betegnelsen, og derfor er præget af forskellige samfundsgrupper. Dem vil præst Søren Thorsen gerne forene.

”Vi vil gerne skabe et sted, hvor folk kan mødes uanset baggrund, spise flæskesvær og have en hyggelig aften,” siger Søren Thorsen.

Jobkonsulent i Sønder- og Korsbækparken, Frank Høgh, bakker op om initiativet:

”Jeg tænker, det er et godt projekt, for vi ved, at der er en stor potentiel gruppe. I vores forening har vi en del unge, arbejdsløse, og folk som sidder alene. De vil have glæde af sådan et arrangement,” siger han.  

Udover at Frank kan se behovet blandt beboerne i Sønder- og Korskærparken, har de også kontakt til ressourcer, der kan give ekstra glæde blandt deltagerne til højtidligheden i Hannerup kirke.

Deltagerne skal hjælpes på vej

Men Søren Thorsen og Margit Hansen er godt klar over, at det kan blive en udfordring at lokke gæsterne til kirken juleaften. Margit Hansen har selv to udeboende døtre, så hun kender til følelsen af ikke med sikkerhed at vide, hvad juleaften bringer.

”Det er svært at sige, at man ikke har nogen at holde jul med. Det er næsten den værste dag på hele året. Det kan være svært at sige højt, og derfor er det lettere at gemme sig derhjemme,” Margit Hansen.

Derfor opfordrer både Søren Thorsen og Margit Hansen folk til tager en ven med, sådan man ikke nødvendigvis møder op alene. Søren Thorsen afviser også, at der kan opstå problemer med folk, der udnytter kirkens tilbud:

”Det er umuligt at udnytte arrangementet, for motiverne for at komme er ligegyldige. Vi har tillid til folk, og det samme gælder vores julehjælp. Vi stoler på folk,” siger han.