Nyt projekt skal forbinde politikerne og de unge

I grupper skulle de unge finde på idéer til, hvordan de kunne få andre unge til at stemme til kommunalvalget. FOTO: Asbjørn Højris Schmidt

Fredericia Kommune og Fredericia Dagblad vil i et projekt få flere unge til at stemme til det kommende kommunalvalg. Mandag aften var omkring 20 unge mødt op for at idéudvikle på konceptet.

Af Asbjørn Højris Schmidt

Ud af de 20 unge skal der findes seks ungereportere, som i fire uger op til valget skal overbevise andre unge om, at de skal stemme til kommunalvalget.

Det er journalisten Nikolaj Primdahl fra Fredericia Dagblad, der er tovholder på projektet. Hans opgave var mandag at præsentere projektet og få de unge til at diskutere mulige løsninger.

”Det er meningen, at de unge skal tage udgangspunkt i sig selv. Jeg har selv nogle idéer, men de ved bedst, hvad der kan få de unge til at stemme,” siger Nikolaj Primdahl.

Mange skæve idéer

De fremmødte unge, der repræsenterede forskellige uddannelser, kom med mange bud på, hvordan man skal skabe interesse for kommunalvalget hos den unge målgruppe. Speeddating og sumobrydning med politikerne samt små humoristiske videoer på de sociale medier var bare nogle af de bud, som de unge kom med.

Idéer, der hænger meget godt sammen med 18-årige Kasper Østerby Sørensens bud på, hvordan man forbinder de unge med lokalpolitikerne:

”Jeg tror, det gælder om at mindske distancen mellem os og politikerne. Mange unge i Fredericia kan ikke spejle sig i politikerne.  De ved ikke, hvem politikerne, og hvad de står for.”

Byrådspolitikerne var også mødt op

Byrådspolitikere fra Demokrati- og Borgerudvalget, der økonomisk støtter projektet, har store ambitioner på de unges vegne. Christian Jørgensen (V), der er formand i udvalget, var sammen med Marianne Thomsen (SF) og Kurt Halling (DF) mødt op for at fortælle de unge, om de forventninger de har til projektet.

Christian Jørgensen gjorde meget ud af at fortælle, at der ikke skal være afstand mellem borgerne og politikerne. Ungereporterne skal hype kommunalvalget, så målet om at få de unges stemmeprocent over landsgennemsnittet bliver nået.

Idet ungereporterne kun er ansat i en begrænset periode, mener han, at der også efter valget skal gøres en indsats for at holde interessen ved lige:

”Min holdning er, at den interesse de unge forhåbentlig får er selvforstærkende, så de også efter valget interesserer sig for lokalpolitik. Her bliver det så igen det nye byråds opgave at fastholde denne borgerdialog. Eksempelvis gennem partiernes ungdomsorganisationer, der i fællesskab skal løfte opgaven.”

Formand for Demokrati- og Borgerudvalget, Christian Jørgensen, fortæller de fremmødte unge, om de forventninger byrådet har til dem i forhold til at få flere unge til at stemme. FOTO: Asbjørn Højris Schmidt

De unge er også i fokus på Fyn

Det er ikke kun i Fredericia, at man har en udfordring med de unge vælgere. ”Stemmerne”, der er et lignende projekt på Fyn, vil også have flere unge til at stemme til det kommende kommunalvalg. Her er det dog ikke de unge selv, der skal promovere valget, men 13 journalister og fotografer fra medier som TV2/Fyn, Fyens Stiftstidende og DR Fyn.

De skal i fællesskab både prøve at ramme den unge målgruppe i virkeligheden og på de sociale medier. De har kigget på, hvordan de forskellige sociale medier kan bruges, og hvordan det politiske stof tilrettelægges på den bedst mulige måde.

Et projekt som dette er noget af det, ungereporterne skal bruge som inspiration, når de i uge 43 påbegynder deres arbejde.

I videoen fortæller tovholder Nikolaj Primdahl og 18-årige Kasper Østerby Sørensen om deres tanker i forhold til projektet.