Bülows kaserne jagter nyt hjemmeværnscenter

Pædagog Susan Sønberg, 10. klasse-elev Nico Age og pædagog Søren Wiggers har deres daglige gang på Frederiks Oddeskolens afdeling på Bülows kaserne. Afdelingen kan have op til seks elever, men har for tiden kun fire. FOTO: Lærke Weensgaard

Efter Bülows kaserne blev nedlagt, har bygningerne været brugt til forskellige midlertidige tiltag. Nu forsøger Uddannelsesudvalget at få det lavet om til et nyt Hjemmeværnscenter. Indtil da fylder blandt andet Frederiks Oddeskolen nogle af de tomme lokaler ud.

Af Lærke Weensgaard

Frederiks Oddeskolen har en afdeling, der har til huse på Bülows kaserne. Hør her hvad de laver og kom med indenfor på kasernen:

 

Asylcenter. Politiskole. Iværksætter-værksted. Der har været mange planer for Bülows kaserne, efter den blev lukket i forbindelse med forsvarsforliget 2013-2017. Det politiske ansvar for den tidligere kaserne ligger hos Uddannelsesudvalget, og de kæmper for, at et nyt hjemmeværnscenter kan flytte ind i bygningerne.

”Vi er i dialog med vores kollegaer på Christiansborg om muligheden for et nyt centralt hjemmeværnscenter på Bülows kaserne,” siger formand for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen (V).

Ifølge Pernelle Jensen bakker Hjemmeværnet op om forslaget. Hun mener, at Bülow kaserne har en ideel beliggenhed midt i landet. Det vil være en stor fordel for en hjemmeværnsskole, der skal bruges af Hjemmeværnets medlemmer landet over.

Midlertidige tiltag fylder bygningerne ud
Indtil nu er Bülows kaserne blevet benyttet til en række midlertidige tiltag. I dag holder Fredericia Teater til i en del af bygningerne, hvor man også kan finde Teater Malstrøm, Café Venligbo, iværksætter-værkstedet MakerSpace og en afdeling af specialskolen Frederiks Oddeskolen.

De er der kun på lånt tid, da de skal forvente at finde nye lokaler, når Bülows kaserne får et permanent formål. Da aftalen om et nyt hjemmeværnscenter endnu ikke er vedtaget, har Pernelle Jensen svært ved at sige, om der vil være plads til dem, der allerede er i bygningerne, hvis Hjemmeværnet flytter ind.

Ikke alle bygninger vedligeholdes
Bygningerne bliver kun delvist vedligeholdt. De, der allerede benytter dem, vil ikke kaste for mange penge efter renovering og vedligeholdelse af deres lokaler, da de ikke ved, hvornår de skal forlade dem igen.
Kommunen sørger for, at kasernen er opvarmet, men derudover har de kun fokus på de dele, der er i brug:

”Vi har valgt at have fokus på de dele af kasernen, som vi bruger lige nu. Det vil blive endnu dyrere at renovere hele kasernen og så finde ud af at, at det ikke skulle bruges alligevel,” mener Pernelle Jensen.

Fredericia kommune købte Bülows kaserne for 32 millioner kroner under den betingelse, at Udlændingestyrelsen midlertidigt kunne leje bygningerne som asylcenter. Da der ikke længere var behov for et asylcenter, overtog kommunen bygningerne igen.

Uddannelsesudvalget forsøgte herefter forgæves at få den nye politiskole placeret på den tidligere kaserne.