Headspace-succes til Fredericia

Nyt tilbud om gratis og anonym rådgivning til børn og unge på til vej til Fredericia. Foto: Scanpix.

Byrådet sætter i nyt budgetforlig fokus på ensomhed og mistrivsel blandt unge i Fredericia Kommune. Et nyt såkaldt Headspace-center skal tilbyde unge gratis og anonym rådgivning.

Af Vibe Lønstrup

Mistrivsel blandt unge er et stigende problem i Fredericia Kommune. Et nyt tiltag, der tilbyder børn og unge mellem 12-25 år kyndig hjælp og vejledning, når hverdagen bliver udfordrende, skal dæmme op for udviklingen.

Et enigt byråd har besluttet at afsætte en million kroner til et Headspace-center i 2018. Centret er en del af større målsætning om at forbedre forholdene for børn og unge i Fredericia Kommune.

Succes i Horsens

Headspace er ikke et nyt initiativ, men har haft succes i flere andre kommuner. En af de kommuner, der har gode erfaringer med Headspace-centret, er Horsens, hvor mange af kommunens børn og unge har været forbi, siden det åbnede i 2013.

Centerchef Anders Friche er ikke i tvivl om, at de ansatte og de mange frivillige i Headspace gør en stor forskel for mange unge mennesker, der har ondt i livet. Centres egne undersøgelser viser da også, at omkring 80% af de unge, der har haft kontakt med Headspace, synes, at de har fået det bedre.

”Her kan de unge få anonym rådgivning og snakke med os om alt fra at flytte hjemmefra til selvmordstanker. Og det hele foregår på deres præmisser,” siger Anders Friche og fortsætter:

”Fælles for dem, der kommer her, er, at der sker så meget i skolen, i fritiden, i venindegruppen, at bægret hele tiden er tæt på at flyde over. For dem kan det være rart at have nogen at spare med.”

Virker forebyggende

Selvom Headspace-centret i Horsens gør alt, hvad de kan for at hjælpe de unge, er der også grænser for, hvad de kan tilbyde. I nogle tilfælde bliver de unge sendt videre til jobcentret eller psykiatrien, som de samarbejder med.

”Vi arbejder forebyggende og forsøger at få fat i de unge før deres problemer bliver for store. Før tristhed bliver til depression, før problemer derhjemme, får den 16-årige til at flytte hjemmefra og før presset fra uddannelsen, får den unge til at droppe ud,” siger Anders Friche.

Hvis Centret i Fredericia kommer lige så godt fra start som i Horsens, skal de frivillige ikke være bange for ikke at få besøg. I Horsens modtager de nemlig mellem 60 og 70 nye henvendelser om måneden.