Fredericia kommune vil være bedst til vækst

Mange virksomheder er placeret i Fredericia kommune. Dong Energi er en af dem. FOTO: Scanpix

Fredericia skal ligge helt i top, når det gælder vækst i kommunerne. Det mener formand for Business Fredericia, Kristian Drejer. Ifølge ham er det mål indenfor rækkevidde.

Af Karen Haaning

”Vi går efter at blive nummer et. Fredericia skal være den kommune i landet, der har størst vækst.”

Det fastslår Kristian Drejer, formand for Business Fredericia. Han tror på, at det ambitiøse mål – at ligge nummer et ud af 98 kommuner – er realistisk.

”Der er ingen tvivl om, at vi allerede nu ligger meget højt, når vi sammenligner os med andre kommuners vækst. Så jeg tror klart

Der er stor forskel på BNP per indbygger i landets 98 kommuner. Tallene er fra 2015. FOTO: KL.dk

på, at vi i fremtiden kan komme til at ligge helt i toppen,” siger han.

Væksten i kommunerne måles i BNP. Tal fra Danmarks Statistik viser, at BNP per indbygger i Fredericia ligger 15 til 30 procent over landsgennemsnittet. Der er mange forskellige tiltag, som kan bidrage til at højne Fredericia kommunes BNP yderligere. 

De vigtigste tiltag Business Fredericia arbejder for er at tiltrække nye virksomheder til kommunen og fastholde de allerede etablerede virksomheder. Derudover vil de også gøre det mere attraktivt at være iværksætter. Derfor er der blevet lavet et nyt iværksættermiljø i Bülow kasserne.

Unik placering skal lokke virksomheder til

Fredericia Kommunes placering ved jernbane, motorvej, havn og nær lufthavn er blandt andet en stor transportmæssig fordel, som skal være med til at tiltrække virksomheder og derved skyde væksten helt i top.

”Virksomhederne skal gøres opmærksomme på, at de har en konkurrencefordel ved at placere sig her,” siger han.  

Kommunen og Business Fredericia har allerede nu forsøgt at vække virksomhedernes interesse gennem topmøder med erhvervsfolk og journalister.

Barren skal sættes højt

Kristian Drejer fortæller, at det ikke blot er store virksomheder og øget fokus på iværksætteri, der skal skabe mere vækst i Fredericia Kommune. Et øget fokus på byens cafeliv, teater og lignende skal også hjælpe til med at nå det ambitiøse mål.

”Der skal skabes vækst både udenfor byen i erhvervsområderne og inde i Fredericias centrum. Vi regner med, at der er en afsmittende effekt,” siger han.

Til trods for de mange tiltag og den gode geografiske placering erkender Kristian Drejer, at det ikke er let altid at være nummer et.

”Det er svært altid at ligge helt i top, men det er selvfølgelig det, vi stiler efter. Det er godt at sætte barren højt og så gøre sit bedste for at nå det,” siger han.