Konservativ spidskandidat: Fredericia Kommune skal gå forrest med nyt undervisningskoncept

 

Står det til De Konservatives spidskandidat og underviser på Ullerup Bæk Skolen David Gulløv, er co-teaching på skemaet til sommer, når skolen slår dørene op til et nyt skoleår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis det stod til spidskandidat for De Konservative, David Gulløv, skal Fredericia være forgangskommune inden for co-teaching. Hvis denne målsætning skal opfyldes, kræver det, at både politikere, distriktsledere og lærere er med på ideen.

Af Frederikke Dammark

I klasselokalet sidder to grupper af elever fordybet i danskbøgerne. Den ene gruppe undervises i at sætte kommaer, mens den anden lærer at analysere noveller. Efter noget tid bytter eleverne pladser, og undervises nu i noget nyt. Sådan kunne en klassisk time med co-teaching se ud, men variationerne er uendelige.

Spidskandidat for De Konservative og skolelærer i udskolingen på Ullerup Bæk Skolen ønsker at Fredericia bliver forgangskommune, når det kommer til co-teachingundervisning. Han var en af initiativtagerne, da professor Dr. Wendy Murawski fra universitetet CSUN i LA, Californien i går holdt oplæg om co-teaching. Blandt de 180 fremmødte var en stor gruppe af lærerne fra Ullerup Bæk Skolen, byrådskandidater og borgmester Jacob Bjerregaard Jørgensen (S).

Det primære formål med oplægget var at informere og inspirere til co-teaching. David Gulløv håber nemlig, at co-teaching er noget, man vil indføre i kommunens skoler, og at de implicerede parter er med på ideen.

”Formålet er at skabe en bevægelse. Hvis det skal batte, så skal alle mand ombord. Både politikere, distriktsledere og medarbejdere.”

Ud af de mange fremmødte var der kun en håndfuld politikere. David Gulløv erkender, at det ville have været optimalt, at der havde været endnu flere politikere til oplægget for at sætte skub i processen.

”At der ikke var flere politikere eller distriktsledere gør selvfølgelig, at processen bliver længere, end jeg havde ønsket mig.”

Undervisernes samarbejde er vigtigt
Co-teaching er en undervisningsform, som stammer fra USA. Forskning viser, at co-teaching har en positiv effekt på elevers faglighed og sociale kompetencer.

Andy Højholdt, der er lektor i pædagogik ved Professionshøjskolen Metropol, mener, at det afgørende for, om co-teacing-konceptet har en positiv virkning, er undervisernes evne til at arbejde sammen både i forberedelsen, i undervisningslokalet og i den efterfølgende evaluering.

”Hvis man bare sætter to undervisere som ikke kan samarbejde ind i en klasse, så risikerer man at skabe et dårligere læringsmiljø for børnene.”

David Gulløv mener ikke, at man kan skabe et dårligere læringsmiljø for børnene, men er fuldt bevidst om, at lærerne skal samarbejde både i og uden for klasselokalet, hvis co-teachingen skal have den ønskede effekt.

”Hvis du vil have en vellykket co-teaching kræver det tålmodighed. Man vil eksempelvis kunne ansætte nogle lærere, som ville kunne tage nogle timer fra dem, der skal undervise i co-teaching.”

I det netop indgåede budgetforlig er der afsat 11 millioner kroner ekstra til lærere og pædagoger i kommunen, og her håber David Gulløv, at nogle af pengene kan bruges til netop at få co-teaching ind i folkeskolerne. David Gulløv peger dog på, at der allerede kan ligge ressourcer ude på skolerne, som kan frigive kræfter til indførelsen af co-teaching.