Vilkårene for iværksættere afhænger af kommunen

Iværksættere har haft hårde vilkår i Fredericia Kommune, men nu er der kommet fokus på området, mener byrådsmedlem. Foto: Jonas Boje Andersen

Der er store kommunale forskelle i tilgangen til at fremme iværksætteri. I Fredericia Kommune er ambitionerne høje, men budgettet er beskedent.

Af: Frederik Svaneborg

Gode vilkår for iværksættere har længe været en varm kartoffel for mange kommuner. Det gælder også Fredericia Kommune. Alligevel er det stadig bykommunerne, der lykkedes med at tiltrække nystartede virksomheder, det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

Analysen dækker de store kommunale forskelle for iværksætteri i Danmark med særligt fokus på forskellene mellem bykommuner og kommuner i land- og yderområderne.

På landsplan viser analysen, at nye virksomheder popper op i bykommunerne, men til gengæld har kommuner i yderområderne både lettere ved at holde virksomhederne i live og holde hovedsædet i kommunen. Her ville de oplagte eksempler være velkendte giganter som Lego og Grundfos, der stadig holder til i byerne, hvor det hele startede.

Fredericia bruger et beskedent beløb til iværksætteri
En mellemkommune er placeret tættere på bykommuner og dermed tættere på arbejdspladser og infrastruktur. I analysen er Fredericia Kommune karakteriseret som netop sådan en. Analysen viser, at Kommunen bruger relativt få penge pr. indbygger på at fremme iværksætteri.

Budgeterne viser et særligt skel mellem bykommuner og kommuner i land- og yderområder. Langelands kommune bruger flest penge på iværksætteri, mens flere bykommuner slet ikke har området på budgetet. Kilde: Danmarks Statistik

Som kortet viser budgetterede kommunen i 2015 med at bruge 6,7 kroner pr. indbygger. Det er ikke mange penge, hvis man sammenligner med andre kommuner, der er karakteriseret som mellemkommune. Det er endda lavere end flere store bykommuner, hvor virksomhederne lystigt popper op. Naboen Kolding Kommune, der betegnes som en bykommune, budgetterede i 2015 med at bruge 331 kroner pr. indbygger til erhvervsservice og iværksætteri.

Der er kommet fokus på iværksætteri
Byrådsmedlem i Fredericia Kommune Nicolaj Wyke (V) anderkender, at man historisk ikke har prioriteret området godt nok, men mener også, at man er kommet langt siden 2015:

”Det kommer ikke bag på mig, at vi er langt bagud på det her område. Vi har slet ikke haft fokus på det. Men der er nu sat en god portion penge af til at støtte iværksættermiljøet og vores nye innovationsværksted,” siger han.

Det nye initiativ på Bülows kaserne skal drives selvstændigt, men støttes af kommunen og på samme måde ser Nicolaj Wyke helst, at det er virksomhederne, der byder iværksættere ind og gør klart, hvad erhvervslivet efterspørger, så kommunen i højere grad kan understøtte vilkårene for iværksættere.